Sputnikbeboer får idrætspris for fodboldliga​

I december modtog Kevin Nielsen fra Sputnikhyblerne Handicaprådets årspris for det arbejde og engagement, som han lagt i at skabe et fodboldhold for mennesker med autisme og en fodboldliga for særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser.

Hvert år uddeler Handicaprådet en idrætspris til en person eller forening, der har gjort noget særligt. Det var en kollega fra Nørrebro United, der havde indstillet Kevin til prisen, og han blev meget overrasket, da han fik den:

”Jeg havde en god følelse den dag, en rigtigt dejlig følelse. Jeg blev glad, fordi jeg blev anerkendt for mit arbejde, og jeg havde en følelse af at have udrettet noget for så mange unge mennesker på STU’er – det blev jeg stolt af” Han fik en stjerne af sin far, der skulle symbolisere, at det var en stjerneflot indsats.

Lederegenskaber og samlingskraft

Morten Gericke er også stolt. Han er souschef på Sputnikhyblerne, hvor Kevin bor, indtil han inden længe skal videre i egen lejlighed: ”Det er lykkedes Kevin egenhændigt at samle et hold med unge fra Skibby, Birkerød, Farum, Næstved og mange flere steder og stable træning på benene hver uge. Han har lavet afslutningsfester og sociale arrangementer. Set fra min vinkel har Kevin nogle lederegenskaber og en samlingskraft, der er unik,” fortæller Morten.

”Det er godt at have en god følelse hjemme, det kan jeg tage med på arbejde. Det er nok ikke kun mennesker med diagnoser, der fungerer sådan; der tror jeg ikke, jeg er så anderledes.” - Kevin Nielsen

Udover fodboldholdet har Kevin været med til at starte Challenge League, der to gange om året samler 5-10 Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelser til en fodboldturnering.

Det startede med Rosenskjold BK

Kevin har selv en autismediagnose, og begyndte sit fodboldengagement allerede i 2013, hvor han lavede et hold for gamle klassekammerater og sørgede for stævner og træning.

”Dengang hed vi Rosenskjold BK. Navnet kom af en medarbejder, der arbejdede på Hyblerne dengang, som hedder Morten Rose. Han var den første, jeg fortalte om mit nye hold, så derfor skulle hans navn være med. Vores logo var et skjold, og så bandt vi det sammen.”

"I Nørrebro United ville vi gerne skabe et fodboldhold, hvor der er plads til alle dem, der har OCD, ADHD, Aspergers, Infantil autisme og alle de diagnoser" - Kevin Nielsen

I dag har holdet skiftet navn: AFA United står for Autentiske Fodbold-Autister, og det passer godt, synes Kevin: ”Jeg synes, det er ret unikt og lidt sjovt. Jeg husker tydelig, da vi fandt på det. Jeg gik en tur i Nørrebroparken med Løven (Leder i Nørrebro United, red.), og han foreslog, vi kunne hedde AFA ligesom det argentinske hold. Det passede godt til os, for vi er autentiske.”

Plads til alle, der vil spille fodbold

Hvorfor ikke bare være med i FCK eller FIX eller andre boldklubber?

”Det er også fint, hvis man kan det, men der er nogle, der har svært ved at rumme og integrere sig i en traditionel fodboldklub. I Nørrebro United ville vi gerne skabe et fodboldhold, hvor der er plads til alle dem, der har OCD, ADHD, Aspergers, Infantil autisme og alle de diagnoser,” fortæller Kevin.

Efter nytår er holdet vokset med tre U14-spillere med anden etnisk baggrund end dansk. ”De kommer over og accepterer bare det hold, vi har og tænker ’de er sgu bare autister, og de er gode nok’. Jeg kan godt lide, at Nørrebro United sætter fokus på mangfoldighed. Deres slogan er ’Lokal & social’,” siger Kevin.

På vej videre

Kevin har et fleksjob i Nørrebro United 9 timer om ugen. Snart flytter han fra Sputnikhyblerne i egen lejlighed med såkaldt § 85-støtte. Han glæder sig til at komme videre, og har været glad for sin tid i Sputnik: ”Hyblerne har helt klart været med til at forme mig til den jeg er nu. Jeg har ikke altid været Guds bedste barn i skolen. Her får jeg en god behandling, og jeg ved, at jeg altid er velkommen tilbage til klub f.eks., når jeg flytter”. Han slutter af: ”Det er godt at have en god følelse hjemme, det kan jeg tage med på arbejde. Det er nok ikke kun mennesker med diagnoser, der fungerer sådan; der tror jeg ikke, jeg er så anderledes.”

Læs mere om Sputnikhyblerne

Se flere nyheder fra Sputnikkollegiet

Prisen og et gavekort på 6.000 kr. blev overrakt af Socialborgmester Jesper Christensen (th.), Formand for Handicaprådet Janne Sander (midt th.) og Adm. direktør i Socialforvaltningen Nina Eg Hansen.

I midten ses en smilende Kevin Nielsen.

Pengene skal bruges på nye træningstrøjer og en fælles sportstaske til Challenge League

AFA United

  • Fodboldhold for mennesker med diagnoser
  • Står for Autentiske Fodbold-Autister
  • Lige nu 19 unge med autisme og andre diagnoser
  • Træner hver torsdag fra 18-19.30 i Mimersparken
  • Til foråret spiller de med i Serie 5 i KBU

Challenge League

  • Fodboldturnering for STU’er (Særligt tilrettelagt Ungdomsuddannelse)
  • Finder sted to gange om året.
  • Den enkelte STU laver et hold, som kan tilmelde sig.
  • Sidste år deltog HKI, Erhvervsskolen, Fremtidslinjen, Hjuldamperen, Sputnik STU København og Sputnik STU Hillerød.​

Tilmelding til Nyhedsbrev

Sociale medier